Jeg var på mit første modeljob som treårig. Men det var først fra jeg var omkring 16 år, at skønheds- og modebranchen blev en fast del af mit liv og karriere. Først som model og siden som makeupartist. Det har somme tider været en fucked up branche at navigere i. Men først og fremmest er jeg meget taknemmelig for de lektioner jeg har fået igennem årene samt alt det jeg har lært om samarbejde, grænser og selvværd.
Jeg har lært meget af de 13 år. Men der er tre temaer, som har været særligt styrkende for mig at lære…
Tag hverken komplimenter eller kritik personligt
Komplimenter er dejlige, kritik kan være det stik modsatte. Lad være med at sætte en fremmed i førersædet for dit selvværd. For det er det du gør, når du lader andres mening diktere, hvad du tænker om dig selv.
Selvom det selvfølgelig er sundt at lytte til konstruktiv feedback, så er det mindst lige så meget derude du ikke kan bruge til noget som helst. Det er vigtigt at holde fast i sig selv, når man navigerer og sorterer i konstruktiv feedback og ligegyldig kritik.
Kritik – særligt hvis den er ukonstruktiv kan gøre ondt. Ligeså vel kan komplimenter være fantastiske at få, og selvtilliden kan da også lige få et hak op ad. Men uanset om denne mening er positiv eller negativ, så er det samme mønster: du lader andre menneskers mening om dig afgøre din værdi. Knytter man sig for meget til nogle af delene, så lægger man sin selvfølelse og værdi i andres hænder. At lade andre fastsætte ens værdi er efter min mening noget af det tarveligste, man kan gøre over for sig selv!
Du vil aldrig kunne undgå at få kritik igennem dit liv, og det er okay. Du kan ikke gøre alle glade – du er ikke et fucking glas nutella. Men du bestemmer selv, om du vil lade denne mening overtage og erstatte dit eget syn på dig selv. Jeg har arbejdet med dette hver dag i mange år, og jeg gør det stadig, så dette er faktisk dybt selvterapeutisk at skrive.
Læs også: Mine bedste sparetips – rejs, shop og nyd livet på et lille budget
Særligt da jeg arbejdede som fotomodel var det noget jeg skulle tackle på hver evig eneste job, casting og photoshoot. Da jeg var yngre kunne min selvfølelse være helt i bund efter et job, fordi jeg ikke havde indset dette. Så hvis jeg en dag fx havde fået at vide, at mine lår var tykke, så var det efterfølgende det eneste jeg kunne se, og ville tænke virkelig grimt om mig selv i dagene efter.
Det er hårdt at få sit udseende vurderet og gjort op i kroner og øre. Dem der var tæt på mig undrede sig indimellem også over, hvorfor jeg ville være i branchen. Men det er nu engang sådan jobbet er, og der følger spændende udfordringer med.
Det med ikke at lade andres mening om mig påvirke mit eget syn på mig selv er som sagt noget jeg stadig og konstant træner. Jeg er faktisk taknemmelig for, at jeg har fået så tydelig en lektion i netop dét relativt tidligt i mit liv.
Pas på dig selv – der er ikke andre, der gør det
I en branche hvor mennesker (særligt modeller) er et produkt, kan man nogle steder godt komme til at føle sig som et redskab, der ikke rummer følelser, behov eller psykiske og fysiske grænser.
Man lærer helt sikkert at være omstillingsparat. Man kommer længst med at lægge de divanykker fra sig, som branchen ofte får skyld for at have. Hvis man er jordnær, arbejdsom og samarbejdsvillig, så får man let gode netværksrelationer og loyale kunder. De vil booke én igen og igen uanset hvilken rolle man har i branchen.
Læs også: Microblading / 3D Bryn – om fordele og ulemper ved permanent makeup
Men man skal stadig holde fast i sig selv og mærke sine egne behov. På travle dage, som de jo nærmest altid er, så er det let at glemme at spise, drikke, holde pause eller noget så simpelt at tage en jakke på, når det er koldt på et udendørs locationshoot.
Men det gælder også grænser. Grænser for hvor mange timer man kan arbejde af gangen, hvor meget man vil have i løn og mange andre punkter. Kun du kender dine behov og grænser. Selvom det er godt at være samarbejdsvillig, så må man ikke være så ‘samarbejdsvillig’, at man glemmer at mærke sig selv. Det er rigtig usundt for både kroppen og sjælen. Det er vigtigt, at finde balancen mellem at være en god medarbejder og kollega samtidig med, at man lytter til sig selv.
Jeg lærte desværre kun mine behov og grænser at kende ved at ignorere dem for længe. De konsekvenser som det havde, var høj en pris at betale. I denne branche er man langt hen af vejen sig selv nærmest, og det skal man huske.
Parker dine dårlige dage derhjemme
Det lyder lidt afstumpet. Sandheden er bare, at man er nød til at smække en facade på og for en stund lægge problemerne fra sig. Det kan være udfordrende at stå foran kameraet og udstråle glæde, når det ikke lige sådan man har det indeni dén dag. Men det er nu engang en nødvendighed. Jobbet kan altså ikke vente til den dag, man føler sig i et bedre humør.
Det er sikkert også derfor at mange modeller er udmærkede skuespillere – og flere skuespillere startede faktisk også deres karrierer som modeller. Se bare Camoron Diaz, Sofia Vergara, Mila Kunis og mange andre.
Som model er det umuligt at være god til sit arbejde, hvis man tager privatlivet med på job. Men jeg tror faktisk på, at så længe man ikke permanent lukker af for sine følelser, så kan være en stor hjælp for en tid, at flytte fokus fra problemerne og over på nogle mere positive følelser. Det kan hjælpe til at give et andet perspektiv. Meditation og yoga har hjulpet mig til finde roen, selvom man måske ikke lige føler, at den er inden for rækkevidde.
Læs også: Skønhedsmyte #1: der er forskel på mænd og kvinder
I manges øjne er en branche som denne total forrykt og overfladisk. Det er den i nogle tilfælde måske også. For mig har den altid været fascinerende. Nok fordi, at den dybest set altid har skræmt mig lidt. Af en eller anden grund har jeg altid lyst til at gøre det, der skræmmer mig (bortset fra faldskærmsudspring – det behøver jeg ikke!).
Jeg har altid haft let ved at blive ramt af sceneskræk og præstationsangst. Mange ville måske mene, at jeg har valgt den forkerte branche, hvor det særligt som model i den grad handler om iscenesættelse og ofte at præstere på andres præmisser. Ridesport på eliteplan i min barndom og teenagetid virkede nok heller ikke som det optimale valg af hobby.
Men det har alt sammen givet mig det privilegie, at være tvunget mig til, at finde værktøjer der gjorde mig istand til at tackle det, jeg havde svært ved. Det ville jeg aldrig have undværet, og jeg kunne ikke forestille mig at have gjort det anderledes.