Som skønhedsaddict/shoppingmonster/hoarder, står der næsten altid noget nyere og mere spændende klar i produkt-kulissen, som skal testes og afprøves. Så hvad gør man, når man står med skabene fulde af halvbrugte shampooflasker, og har købt sig fattig i mascara-fejlkøb for 120. gang?
Svaret er enkelt: køb skønhedsprodukter i rejsestørrelse! Her er tre enkle grund til hvorfor:
Jeg undgår dyre fejlkøb med en rejsestørrelse
Hvis jeg gerne vil afprøve et nyt produkt, hvor jeg ikke kan få en produktprøve med hjem, så køber jeg altid, hvis det er muligt, i første omgang en rejsestørrelse af produktet.
Sådan undgik jeg fx at spilde ret mange penge på denne hypede mascara, da jeg stod i en parisisk Sephora i sommers. Sælgeren var meget overbevisende, og mascaraen havde da også fået massiv medieomtale. Jeg overgav mig, men købte den heldigvis kun med hjem i en rejsestørrelse. Den failede fuldstændigt med både smudging og klumpede vipper, så jeg var lettet over, at jeg kun spildt de halve penge i forhold til, hvis jeg havde købt den fulde størrelse.
Særligt omkring juletid kan man ofte købe sæt og gaveæsker med flere produkter i travelsize. I disse kits kan man virkelig spare penge. Fx i år har Too Faced et gavesæt med fire forskellige læbestifter i ministørrelse for næsten samme pris som én læbestift i fuld størrelse… Specielt læbestifter i rejsestørrelse er jeg begejstret for af hygiejnemæssige grunde…
Produkterne bliver ikke for gamle og bakteriebefængte
Mange tænker ikke over det, men hvis du vil holde hygiejnen i top i dine skønhedsprodukter, så skal de udskiftes noget oftere end du tror. Derfor er det langt mere praktisk, at vælge en mindre størrelse af fx mascaraer og læbestifter, for det er ofte disse, som et særligt udsatte for bakterievækst i deres emballager. Ydrk!
For sådan helt ærligt, hvornår har du sidst brugt en læbestift helt op? Det tror jeg ærlig talt aldrig jeg har gjort! Med mascaraer derimod smider jeg dem oftest ud fordi de er blevet tørre. Derfor er jeg særligt glad for disse produkter i mindre størrelser.
Skal dine skønhedsprodukters levealder måske lige have et tjek? Så finder du svarene i dette indlæg.
Jeg har bedre samvittighed
I en tid, hvor der kommer rekordmange nye skønhedsprodukter på markedet, og hvor jeg selvfølgelig bare må prøve dem alle, kommer jeg meget hurtigt til at føle mig som en beauty hoarder. Selvom jeg ofte rydder ud i skabene og forærer meget væk, så giver det mig alligevel en halvdårlig smag i munden, for jeg ønsker ikke at bidrage til frås eller spild.
Derfor har jeg særligt kastet min kærlighed på rejsestørrelser. Det giver mig så god en samvittighed, når jeg kan undgå at have skabene fuld af halve bøtter og flasker, men istedet kan smide dem ud efter endt brug, og tage hul på det nye.
Særligt de meget populære og ofte også dyre skønhedsprodukter kan du faktisk købe i rejsestørrelse. De koster omkring det halve af en fuld størrelse, og så er der oftest lidt mindre end den halve mængde i. Hvis det er et produkt du ved du elsker, og bruger hver dag, så er det ofte selvfølgelig en bedre handel at købe den fulde størrelse eller måske endda en maxistørrelse.
Men bruger du det sjældnere og godt kan lide at have valgmuligheder i dine produkter, så tag et kig på nedenstående produkter som også kommer i travelsize.
Hourglass Veil Mineral Primer Spf15 10ml.
Den fantastiske primer, som jeg også har erklæret min kærlighed til i dette indlæg.
Den kan købes i Illum eller på SPACENK til ca. 170 kr.
Sachajuan Travel Kit 1 Thickening
Sachajuans Thickening Shampoo har høstet flere priser – heriblandt Allure Magazines Best of Beauty. I år vandt den Costumes Læserpris. Jeg havde dette kit med på sommerferie i august, og forelskede mig fuldstændigt i produkterne. Sættet indeholder 3 Sachajuan-produkter i rejsestørrelser: Thickening shampoo og Thickening Conditioner begge i 100 ml., og Volume Powder Spray 75 ml.
Volume Powder er en pudderbaseret spray som giver volumen samt en mat finish og frisk fornemmelse mellem hårvaskene. Både til langt og kort hår.
Dette kit er genialt hvis du skal rejse i 7-10 dage, eller lige vil teste produkterne af før du comitter dig helt til serien.
Pris 175,-, Værdi: 220,-
Eyeko Lash Alert Mascara
Mascaraen, der får dine vipper til at vokse sig længere. Læs om min oplevelse med denne mascara i dette indlæg.
Køb den fuld størrelse hos Matas og Matas.dk eller i rejsestørrelse til 100 kr. i Sephoras butikker
Nars Radiant Creamy Concealer
Denne concealer er en favorit hos mange beauty influencers. Hvis du er til en meget dækkende concealer, er Radiant Creamy Concealer god under øjnene og i næsefløjene. I rejsestørrelse fås den i de to bestseller nuancer, Custard og Vanilla.
Den kan købes i Illum, i Sephora-butikkerne og Sephora.dk, hvor den koster 115 kr.
Benefit Mini Hoola Bronzer
Den ikoniske matte solskinspudder fra Benefit i rejsestørrelse. Genial at have med på tur eller hvis man bare vil teste den af før man comitter sig til den større udgave. Den kan bruges til både decideret contour og til en at give varme og kulør til et lidt farveløst vinteransigt.
Køb den i Sephoras butikker eller på Sephora.dk i rejsestørrelse til 180 kr. Fullsize koster 305 kr.
Marc Jacobs Beauty Mini Velvet Noir Mascara
En af Marc Jacobs’ tidligste barndomsminder er fra da han så sin mor omhyggeligt skære fibrene af et sort fløjlsbånd for at anvende dem på vipperne, hvilket gav dem en fantastisk volumen. Dette var Marc Jacobs inspireret af, da han skabte denne mascara som giver sorte, voluminøse vipper.
Køb den i rejsestørrelse på Sephora.dk og i Sephoras butikker. Den koster 120 kr.
Kat Von D Lock-it Mini Setting Powder
En blød og matterende setting powder, som alligevel giver en smule glød til ansigtet. I denne krukke er der rigeligt produkt, så hvis du spørger mig, er det ikke nødvendigt at købe den store krukke i første omgang – nøjes istedet med den en rejsestørrelse, og spar pengene!
Kan købes på Sephora.dk og Sephoras butikker. Den koster 135 kr.
Benefit They’re Real! Mini Mascara
They’re real! forlænger, bøjer, løfter, definerer og giver dine vipper volumen. Langtidsholdbar formular, som ikke klumber eller løber. Den er ikke decideret vandfast, men tages bedst af med They’re Real! Remover, eller en anden makeupfjerner til vandfast makeup.
Kan købes på Sephora.dk og i Sephoras butikker i rejsestørrelse til 120 kr. Fullsize koster 225 kr.
Becca Shimmering Skin Perfector Mini
Becca Shimmering Skin Perfector er en flydende highlighter, som giver huden en dewy finish med masser af lysreflekterende perlemor. Den kan bruges i hele ansigtet alene, blandes i din foundation eller duppes som highlighter ovenpå din foundationbase. I fuld størrelse fåes den i mange nuancer, og i rejsestørrelse fås den i to nuancer, nemlig Opal og Moonstone.
Kan købes på Sephora.dk og i Sephoras butikker til 130 kr.
MAC Strobe Cream 30 ml.
Det er mig en gåde, at prisen på MACs ikoniske Strobe Cream er så meget lavere, når du køber den i rejsestørrelse. Prisen på en Strobe Cream i en 30 ml. rejsestørrelse er 85 kr. imens den fulde størrelse på 50 ml. koster 270 kr. Det regnestykke kan jeg ikke helt få til at gå op. Ikke desto mindre, så klapper jeg da i hænderne over det, og kunne aldrig finde på at købe en fuld størrelse af den igen. MACs Strobe Cream lysner og highlighter huden med en glans af sølvperlemor. Et godt og billigere alternativ til Beccas Shimmering Skin Perfector, hvis du søger noget, der er mere køligt i nuancen.
Kan købes i MAC-butikker og på matas.dk til 85 kr. for 30 ml. og i 50 ml. for 270 kr.