Sygeligt tynd model i Cover – hvem skal vi pege fingre ad?

Der har været ekstrem meget polemik omkring den seneste udgave af Cover, og hold nu fast, hvor er jeg splittet i sådan en sag. For mig at se, er der mange sider repræsenteret. Der er bl.a. den 16-årige pige, modellen. Der er et modelbureau – i dette tilfælde Scoop, men i min optik kunne det også have været så mange andre. Der er en kunde – i dette tilfælde magasinet Cover, det kunne ligeledes her også have været så mange andre magasiner eller brands.

Den 16-årige pige har et job som hun er meget dygtig til. Hun er formentlig også glad for det og gerne vil efterkomme de forventninger, der stilles til hende. Modelbureauet Scoop, der er et af de største af slagsen i Danmark, skal levere en vare, noget jeg faktisk synes de normalt gør godt. Cover ønsker at skabe det de ser som et godt produkt og derved bibeholde et højt læsertal.

Så hvor er det lige, at filmen knækker?

Er det modellen, som øjensynligt er for tynd, der skal nægte at arbejde i den tilstand,? Hun bærer et ansvar som (rolle)model og repræsenterer på den måde et skønhedsideal, der påvirker et utal af unge piger, som er ved at forme deres syn på deres skønhedsbillede. Skal hun sige nej til arbejde, og derved risikere at ryge uklar med sit bureau, og derved måske endda blive forbigået ved fremtidige jobs?

Er det Scoop Models, som skulle passe bedre på sin medarbejder, der i dette tilfælde kun er 16 år gammel, som åbenbart var midt i en sorgprocess, der havde forårsaget et, i mine øjne, usundt stort vægttab? Skal de nægte at levere den vare, som kunden ønsker?

Er det Cover, som skal tage ansvaret for at ændre et paradigme, som udadtil virkelig sygeligt? De ønsker at skabe gode modeserier samt sikre sig et godt oplag og tilfredse læsere. Skal de ikke give deres læsere det de ønsker – som er et tyndt og meget ungt kvindeideal?

Modellen har bestemt ikke været tvunget ind foran kameraet, og har derfor altid et valg om lade sig fremstille, men jeg tror simpelthen ikke på, at hun i hendes alder er helt bevidst om, hvad der bliver sat igang, når hun vælger at lave sådan et job i hendes tilstand. Desuden mener jeg ikke, at man kan tillade sig at kalde nogen – og da slet ikke en 16-årig pige – de ting som hun er blevet kaldt de seneste dage.

Jeg har selv flere gange stået i situationer, hvor jeg fra enten kundens eller mit bureaus side er blevet bedt om at ændre mig på mig selv. Det har eksempelvis min frisure eller min vægt. Jeg har også stået på job og fået omtalt mine fejl og mangler som var jeg ikke selv tilstede i lokalet. Jeg skal da også hilse at sige, at det kan kræve sin kvinde, at lave et godt billede efter man netop har fået påpeget alle sine uperfektheder; værsgo’ og smil. Her er det som model vigtigt at huske, at man i mange kunders øjne dybest set bare er en vare de har købt, og derfor skal man som sådan ikke tage kritikken personligt – men det tager tid at lære og internalisere, og derfor kan jeg godt forstå, at mange modeller ender på en vægt, der er for lav i forhold til deres sundhed.

Hvis man brænder for sit job, så vil man oftest gerne opfylde sin rolle, og man kan blive blind for hvor store ofre man reelt skal bringe. Jeg tror også at mange uden for modebranchen kender til risikoen for, at fortabe sig i processen til succes. Det kunne være den ansatte der presser sig selv eller bliver presset til en arbejdsmængde denne ikke kan holde til, og derfor går ned med stress. Det er måske en anden branche, men det er lige usundt, og resten er derfor i mine øjne detaljer.

Magasinet Cover har skabt en modeserie, som har vakt opmærksomhed. Hurra. Men der midt i iveren for at skabe noget hypet, hvor bliver empatien af for de mennesker der bliver brugt som værktøjer? Jeg væmmes over denne hensigtsløse tilgang, som har så stor konsekvens for specielt de unge piger og i særdeleshed denne unge model.

Bureauet har efter min mening på ingen måde levet op til det ansvar, som de burde være voksen, når man har så unge mennesker ansat til at gøre så indflydelsesrige jobs. Scoop Models svigter deres ansatte ved at kaste en ung, underernæret model, omend uvildigt, ud i en mediestorm, for så at vaske hænder i en ikke så lille ansvarsfralæggelse.

Men sandheden er jo, at vi ikke kan tillade os at stå at pege fingre af budbringeren, som her er Cover – for vi deltager alle i det. Modebranchen har været med til at skabe hvad mange ser som et usundt ideal – men de kunne jo ikke holde fast i det, hvis der ikke var folk til at levere værktøjerne og kunder til at købe varen. Hvis bureauerne har usunde modeller på deres salgshylder leverer de jo muligheden for at producere idealet, og kunderne afgiver deres samtykke ved at købe magasinerne, tøjet m.m.

Modellerne som accepterer bureauernes og kundernes krav, og som bruger aldeles uhensigtsmæssige midler for at opfylde, dem er også medansvarlige. Disse modeller glemmer deres store ansvar for, at dette skævvredne skønhedsideal bliver fastgjort med syvtommersøm i bevidstheden for piger helt ned i 8-års alderen. Desuden fodrer de syge netværk af anoreksiramte mennesker med flere argumenter for at ødelægge sig selv endnu mere.

Som jeg ser det, kan man ikke skabe et paradigmeskift ved blot at bede en eller flere af parterne om at ændre forretningsgang. Det er en indsats vi alle må gøre, hvis man vil ændre verden, må man starte med sig selv.