LCHF boller med græskarkerner
Perfekte som burgerboller, til madpakken eller til morgenmaden
Disse LCHF boller er faktisk ikke begået af mig, men af min kæreste, Henrik. Han er vild med at bage i weekenderne, og det nyder jeg bestemt godt af. Han har eksperimenteret frem og tilbage i et stykke tid, for at finde frem til den LCHF bolle vi bedst kunne lide, og jeg synes han har ramt noget rigtigt godt – så godt, at jeg ikke kan lade være at dele opskriften her på bloggen.
Ca. 6 LCHF boller med græskarkerner
Du skal bruge:
5 frilandsæg
1 dl græskarkerner
1 dl affedtet mandelmel
1 dl affedtet sesammel
1 dl loppefrøskaller
150 g revet ost efter eget valg – fx mozzarella eller cheddar (eller en blanding af disse)
2 tsk salt
2 tsk bagepulver
1 tsk sukrin
Evt. drys af sesamfrø eller birkes, hvis de fx skal bruges som burgerboller eller morgenboller
Sådan gør du:
Pisk æggene sammen, tilsæt resten af ingredienserne og vend det hele sammen. Lad dejen hvile i 5-10 minutter, og form derefter til boller i den ønskede størrelse. Undgå at lave bollerne for flade, dvs. form den lidt højere, end du ønsker de skal være efter de er bagte. De falder nemlig en anelse sammen – men frygt ej, så er der jo mere plads til det vigtige: smør, ost og pålæg.
Anbring bollerne på en bageplade med bagepapir og bag dem derefter i en forvarmet ovn på 180 grader (varmluft) i 20 minutter. Skær evt. en bolle igennem for at tjekke, at de ikke er æggede i konsistensen. Er de det, så slukker du bare ovnen og lader dem få 5-10 minutters eftervarme. Det er vigtigt, at de ikke er æggede, for det betyder meget for smagen.
Lad LCHF bollerne køle lidt, og server herefter. De er bedst, hvis de spises med det samme, men de kan også opbevares i et par dage eller fryses.
TIP! Hvis du synes bollerne bliver for mørke, så læg et stykke stanniol over dem de sidste 5-10 minutter af bagetiden, så tager de ikke så meget farve!