Anmeldelser,  Make-up,  Skønhed

Naked Heat fra Urban Decay – anmeldelse og første indtryk

Igår fandt jeg pludselig mig selv i Magasin I fuld gang med at betale for Urban Decays nyeste tilføjelse til familien af de vanvittigt populære Naked paletter – Naked Heat. Det havde jeg slet ikke set komme. Særligt fordi jeg havde overbevist mig selv om, at nu jeg havde købt denne i Paris i juni, så behøvede jeg ikke flere øjenskyggepaletter i de nuancer lige foreløbigt.

naked heat

Men. Som I ved, så skete der jo det, at den føromtalte palette ikke heeelt kunne leve op til hypen, og særligt da jeg fik swatchet Naked Heat, så blussede min craving op for cremede og silkebløde vinrøde, kobber-ish nuancer for alvor op.

Fik du læst? De 3 største øjenbryns-bommerter (og hvordan du undgår dem)

Jeg nåede ikke mere end hjem – næ, faktisk nåede jeg slet ikke hjem, før boksen blev flået op og swatchet af en mindre flok hvinene makeupartister (veninder og kollegaer), da jeg lagde et stop forbi Illums Beauty Hall på vejen. Alle helt forelskede i de cremede øjenskygger.

Da jeg var kommet hjem måtte jeg straks afprøve den, og jeg var så utålmodig, at jeg ikke engang fik øjenskyggeprimer på inden farverne blev smækket på øjnene. Øjenskyggerne er så pigmenteret og lette at blende, at det heldigvis ikke gjorde noget, og øjenskyggerne gled fuldstændig upåvirket på. Selv de matte nuancer er jeg imponeret over. Så bløde og lette at blende.

naked heat

Urban Decay Naked paletterne

Når man sammenligner Naked Heat med de tidligere Naked paletter, så er selve indpakningen også pænere og nemmere. Lukningen er med magnet, så den er let at åbne og lukke og designet er generelt bare skide pænt. Der er som sædvanligt et godt spejl i låget og en pensel med. Her har jeg dog en anke. Jeg er skuffet over penslen. Det føles som om, at der er sparet lidt på den i denne omgang.

Fik du læst? 5 ting du skal vide, inden du får lavet balayage // del 1

Selvom jeg til min egen overraskelse på et tidpunkt fik lidt overload af min Naked2 palette og derfor efterhånden sjældent har den fremme, så bruger jeg faktisk ofte penslen endnu. Men det bliver ikke tilfældet med Naked Heat-penslen. Den virker mere billig og plastikagtig, og hårene er slet ikke så bløde som på penslen fra Naked2. Det er nok en bagatel, men jeg forstår ikke, hvorfor man har forringet kvaliteten her.

naked heat

Naked Heat vs. Huda Rosegold

Desværre kommer Urban Decay dog en kende sent til festen for lige netop de ravfarvede, vinrøde, bordeaux og blommefarvede øjenskyggepaletter. Det ville have klædt dem at diske op med paletten for et eller måske to år siden, nu hvor mange inklusiv mig selv, har anskaffet sig paletter med lignende nuancer.

Fik du læst? Sallis Skønhedsskole | Primer – hvad er det og hvordan bruges det?

Jeg havde, da nyheden ramte internettet, allerede forelsket mig i Hudas Rosegold palette. Dette gjorde, at jeg ikke sprang ud og købte Naked Heat da den launchede. I bagklogskabens klare lys ville jeg nok ønske, at jeg havde købte Naked Heat til at starte med, for så havde jeg højest sandsynligt helt undladt Huda paletten.

Paletternes undertoner ligger godt nok i hver sin ende af kold/varm skalaen, men de metalliske øjenskygger, hvor paletterne minder meget om hinanden, er bare SÅ meget nemmere at arbejde med i Naked Heat.

naked heat vs. huda rosegold palette

Naked Heat er bare et mere lækkert produkt. Det er bedre kvalitet i en flottere emballage. Den har et godt spejl og pensel, og den kombi når Hudas pap-palette ikke til sokkeholderne.

Selv prisen er mere fornuftig. Hudas Rosegold palette koster 540 kr, hvor Naked Heat kun koster 395 kr. Det vil altså sige, at Huda Beauty Rosegold palette er næsten 30% dyrere end Urban Decay Naked Heat. Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Som I nok kan høre, så er jeg ret forelsket i Naked Heat. Jeg vil endda gå så vidt og sige, at Naked Heat er blandt årets bedste beauty launches. Det er ihvert fald den bedste Naked palette, der lavet til dato.

Du kan købe Naked Heat hos Urban Decay i Magasin, på Magasins webshop eller på Urban Decays egen webshop.

2 Comments

  • Mia

    Det ser ud til at være nogle virkelig skønne farver 😀 men jeg giver dig helt ret i, at de er kommet lidt sent ud med paletten. For personligt vil jeg ikke købe den fordi jeg har lignende varme paletter i forvejen.

    • Salli

      Hej Mia. Ja, det er desværre nok det, som nogle vil løbe ind i. Men farverne er bare så klædelige, så den er bestemt anbefalelsesværdig alligevel. Hvilke paletter har du der minder om? 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.